Komiker Jan Gintbergs antropologiske opdagelsesrejse udi selvironi, har denne gang bragt ham på kanten af selveste godheden og trygheden i kongeriget. Udstyret med humoristisk nysgerrighed besøger han de aktivister, værn, beredskaber og hjertensgode frivillige, der kæmper for vores, dyrenes, miljøets og landets sikkerhed. For er der overhovedet noget at grine af derude blandt de, der går i front for at beskytte dette lands borgere mod alt lige fra knallerttyve til miljøsvin? Gintberg behind bars!! I aftenens afsnit lister Jan sig ind bag murene i Kriminalforsorgen, hvor han blandt andet møder Angersvinet på et vrede-kursus. På en nattevagt tonser adrenalinen i vejret, da dronealarmen pludselig lyder, men alt falder helt til ro igen hos Kåre i Smedeværkstedet i Nyborg Fængsel, hvor alle slags fanger side om side svejser alt lige fra bordstel til træningstårne på bestilling.